Mælkefeber i Parforholdet

Hvad vil det sige, at dit parforhold har fået mælkefeber? Og findes der en måde at forebygge? Hvilke metoder kan du gøre brug af, hvis mælkefeberen har sat dybe spor i din relation?

Du så hende godt i går. Hende 4071, som kælvede sent om aftenen på din aften runde. Alt så ud til at være i skønneste orden, men her til morgen er der ikke meget livsmod at spore i de mørke runde øjne. Du går hen til hende. Mærker på ørene, som er helt kolde. Du forsøger at få hende til at rejse sig op og selvom hun prøver ihærdigt er hvert forsøg forgæves.

Hun er ramt af mælkefeber

Hurtigt går du ud og finder flasken med kalk og kanyler frem. Du når ud til hende igen og får hende behandlet. Du kan se hårlaget og musklerne begynde at sitre. Så langt så godt. Krisen er måske afværget – men dyrlægen må hellere tjekke hende, når de kommer på ugebesøg.

Mælkefeber er en snedig størrelse og kan ramme selv den mest robuste ko i stalden. Selv første kalvskoen kan blive ramt. Og det virker sjældent til, at der er en forklaring på, hvem som bliver ramt og hvem går fri.

Mælkefeber opstår i døgnene i og omkring kælvning, fordi der ikke frigives nok calcium fra tarmene til blodet. Og hvor skal koen så lede efter det manglende calcium? Hvor er vores største calcium reserve?

Knoglerne er vores fundament

Det findes i vores knogler. Vores knogler er derudover også vores grundfundament. De er dem, som gør, at vi kan stå oprejst og bevæge os rundt. Uden dem ville vi ligge på jorden, som en sammenklasket gummibold.

Og lad os indse det… Det er det, som koen er reduceret til, når hun er ramt af mælkefeber. Hendes krop kan ikke følge med efter en 8 uger lang ferie. Hendes mælkeproduktion er fremavlet til at gå fra 0-100 på få dage. Og det belaster hendes optag af calcium, fordi den skal bruges til mælkeproduktionen, så hendes krop reagerer instinktivt med at hente det, som mangler – dog et uhensigtsmæssigt sted.

Mælkefeber og parforholdet

Men Simone… Hvad har mælkefeber ved køer lige med parforholdet at gøre?

Jo, ser du i vores parforhold er det, som binder os sammen vores intimitet. Uden intimitet er vores relation reduceret til et venskab – ligesom koen med mælkefeber er reduceret til en hårdt opvredet vaskeklud. Ikke at et venskab ikke er dejligt, vidunderligt og ganske fantastisk, men vi har jo valgt at være i et parforhold, fordi det tilbyder os noget mere end vores venskaber kan.

For grundfundamentet i et parforhold – dét som vi ikke kan finde andre steder – er vores intimeliv. Det er intimiteten, som gør at vi kan stå oprejst i vores parforhold. At vores parforhold netop ikke er en anden form for relation.

Parforholdet under pres

Men når vi er under pres i vores liv – det kan være sig arbejde eller i familielivet, bliver intimiteten tit det første, som bliver trukket ud af parforholdet. De kærlige kys, de små berøringer, hyggestunderne, de lange kram og de små betænksomme gestusser er en saga blot, fordi vi ikke kan optage oxytocin fra berøringerne. Ligesom koen ikke kan optage den rette mængde calcium fra tarmene.

Vi har ganske enkelt ikke overskud og mulighed for at optage intimiteten, fordi vores krop nærmest lukker ned. Der findes dog også de parforhold, som i kriser eller stressede situationer fordobler intimiteten. Intimiteten bliver en måde at flygte fra problemerne på – men det er en helt anden snak, som jeg gerne kommer ind på en anden gang. Det, jeg vil med at bringe det på banen er for at normalisere. Intet er rigtigt eller forkert, så længe det giver mening for begge individer i parforholdet.

Men tilbage til den manglende intimitet og hvordan den kan skade relationen ligesom det manglende calcium skader koen.

For hvordan tilfører vi intimiteten igen? Jeg vil ikke råde til at gå ud i stalden og tage et skud oxytocin! Men derimod sætte jer ned og tage den samtale, som kan synes svær. Spørg ind til partneren, fortæl dine behov og vær lydhør overfor din partners behov.

Gud, ville det ikke være let, hvis vi kunne gøre det samme med koen i stalden?

”HEY 4071! Er du på vej til at få mælkefeber? Hvad har du brug for at jeg gør?” Shit mand, så ville jeg gerne være landmand igen!

Men køer er ikke mennesker – og mennesker er ikke køer, selvom vi har visse ligheder. Derfor er det så vigtigt, at vi bruger de værktøjer, som vi har. Nemlig; samtalerne, berøringerne, oplevelserne, tankerne og følelserne til at få det parforhold, som vi gerne vil have. Et sted at starte kunne være at udforske jeres kærlighedssprog, men noget som I kan gå til allerede i dag – allerede nu, når du har læst teksten til ende er, at sende en sød sms eller give din partner et stort kram, når I ses senere.

Og husk på: Selv koen med mælkefeber skal nogle gange have hjælp fra dyrlægen 0g/eller tages med til nykælver tjek – og dér tøver vi ikke. Så hvorfor tøve med at få parforholdet igen, hvis det ligger som en sammen klasket gummibold på gulvet efter jer?

 

Kh
Simone
Certificeret sexolog
Kommende parterapeut
Uddannet landmand, speciale i kvæg.

LivetsOmveje