Effektivt Landbrug | AgroTerapeuten | Terapeut i Landbruget
Effektivt landbrug – hele vejen rundt!
Et landbrug skal i dag være effektivt på alle parametre. Vi taler om foderoptimering, reducering af medicinforbrug og avlsforbedringer. Dog skeler vi ikke til landmandens privatliv, når vi tænker på at skabe de bedste resultater for bedriften.
Men det burde vi gøre.
For et effektivt landbrug udspiller sig ikke kun ude i stalden og på markerne. Dit privatliv, som landmand, har nemlig også en betydning for din bedrift. For at du kan præstere at knokle i dit landbrug er det vigtigt, at dit fundament er i orden. Sådan så at du har overskud, energi og kan bevare overblikket i tilspidsede situationer.
Og det er her relationen til din partner og dig selv kommer ind i billedet.
Kærlighedens myter gælder også i landbruget!
At være landmand er ikke blot en hobby eller et job fra 7 til 16. Det er en livsstil, som kræver mere end blot at stå tidligt op om morgenen og gå sent i seng. Og hvordan passer kærligheden ind i sådan en hverdag?
Når du indgår i et parforhold med et andet menneske, så vil kærlighedens myter spille dig et puds. Din hjerne vil ved det mindste tegn på utryghed faktisk begynde at finde ”exit-strategier”. Fordi du måske – ligesom jeg – har lært at kærlighed ikke skal være svært, men let, så længe vi har den helt perfekte partner som gør os til hele mennesker.
Så når dagene bliver lange og du ringer for gud-ved-hvilken-gang og fortæller, at du er forsinket, så er kærlighed måske ikke så let alligevel…
Og det er blandt andet dét jeg som parterapeut og sexolog kan hjælpe dig med. Jeg kan lære dig om kærlighed, intimitet og parforhold. Næsten, som da du gik i skole og lærte, at 2+2=4.