I samarbejde med Landbrugspodcasten udgiver TopAgro’s Sexolog & Parterapeut, Simone Villumsen,
podcast-serien “Landmandsliv” som handler om alt dét,
som også er en del af landmandslivet; parforhold, intimitet, kærlighed og sex.

Programmerne udkommer hver måned d. 06 på Spotify. 

Landmandsliv: I Medgang & Modgang

Til daglig arbejder Simone som terapeut, hvor hun hjælper par og singler med at navigere i kærligheden og sexlivet. Det er både mennesker i og udenfor landbruget, som kommer til Simone for at få hjælp til deres udfordringer.

Simone siger: “Jeg har glædet mig til at kunne sætte fokus på landbruget i den her forbindelse! Det har været en proces i forhold til at finde ud af om landbruget er klar til sådan et program. Tiderne er skiftet fra da mine bedsteforældre arbejdede i erhvervet, hvor privatlivet kun kunne diskuteres bag hjemmets fire vægge. Vores samfund i dag gør, at vi søger mere ud, googler eller spørger andre til råds. Derfor er det dejligt at vide, at landbruget følger med – også på det her punkt og ikke kun indenfor bæredygtighed og dyrevelfærd.

I programmerne vil jeg gøre mit bedste for at få sat spot på begge sider af parforholdet, så du som landmand, men også dig, som landmandspartner har noget at spejle dig i. Derudover er det vigtigt for mig, at give nogle råd med, som er brugbare i stuehuset og som ikke kræver de store forberedelser for at kunne gå i gang med dem.

Programmerne tager udgangspunkt i et emne, f.eks. tid sammen, høsten banker på, hvorfor forelsker du dig, osv. hvor lytterne har mulighed for at stille anonyme spørgsmål, som jeg vil tage op i programmets brevkasse. De er også velkommen til at skrive til mig om programmet generelt, hvis de skulle sidde med inputs til emner eller måske ønsker at deltage. Og som et nyt tiltag har landmænd – og deres partnere – nu også mulighed for at komme i studiet sammen med Simone og fortælle deres helt egen landmandslivshistorie.”

Brevkassen i Landmandsliv – I Medgang & Modgang

Kunne du tænke dig, at stille et anonymt spørgsmål til podcasten “Landmandsliv” eller har du ris/ros om programmet, som du ønsker at give til Simone? Så send en mail, send en besked på instagram profilen: agro.terapeuten eller brug kontaktformularen her.

Eksempler på spørgsmål som tidligere er besvaret i brevkassen:

  • Hej Simone!
    Jeg oplever ofte en irritation fra kæresten, når jeg kommer sent hjem i løbet af foråret. Da vi mødte hinanden i sin tid vidste hun godt at jeg har travlt, så det burde jo ikke komme bag på hende. Jeg har prøvet at tale med hende om det. Hun siger hun ikke ‘bliver sur’, men det er jeg nu ret sikker på hun gør. Hvad skal jeg gøre?
  • ”Hej Simone. Min mand og jeg har tit konflikter og jeg kan godt blive i tvivl om vi er det rigtige valg for hinanden. Hvad tænker du?”
  • ”Hej Simone. Hvordan får jeg åbnet op for den her lidt stille landmand, som jeg er begyndt at date?”

Der findes ikke dumme spørgsmål – kun dumme svar!

Det betyder at du endelig ikke skal holde dig tilbage, hvis du har et spørgsmål omkring kærlighed, parforhold, intimitet eller sex. Som nævnt er spørgsmålene helt anonyme.

Programmerne

Program 1: Høsten Banker på

I den første episode af Landmandsliv handler det om høsten, for det er ingen hemmelighed, at det er en tids- og energikrævende periode. Der er lange aftner og nætter på traktoren – og ikke mindst alene, som partner! Så hvordan husker vi lige på vores parforhold og egne behov i sådan en tid? I programmet er der mange fifs og råd til, hvordan perioden kan være lidt lettere for begge i parforholdet. Lyt til programmet her.

Program 2: Hvorfor bliver du forelsket?

Det kan være svært at sige ting, der giver mening eller køre helt lige på marken, når man er nyforelsket. Det kender de fleste nok.. I det her program skal det handle om forelskelse. Faktisk tager det kun én femtedel af et sekund at aktivere den ‘romantiske’ tiltrækning – men det sker ikke nødvendigvis lige med det samme. Når det sker, så er du hvert fald ikke i tvivl! Men hvorfor forelsker du dig? Og hvorfor lige i dén person? Lyt til programmet her.

Program 3: Landmand søger stadigvæk kærlighed!

Der bliver travlt på markerne i de kommende uger, hvor høsten står for døren. Derfor har Simone inviteret en ganske særlig gæst i studiet. Lene Beier, der nok bedst er kendt som vært på Landmand Søger Kærlighed, kigger nemlig forbi studiet til en snak om kærlighed i branchen. Vi kommer med ind i maskinrummet på produktionen af programmet, og så deler Lene ud af sine erfaringer fra programmets ti års levetid. Vi slutter som altid af med Brevkassen, hvor Lene i dag er med på råd. Lyt til programmet her.

Program 4: Hvorfor mænd altid har lyst og kvinder altid har hovedpine?

I dag skal det handle om lyst. Og altså ikke lysten til makrelmadder! For er det løgn at mænd altid har lyst og at kvinder altid har hovedpine? Simone sætter i det her program fokus på den responsive og den spontane lyst. Hvad betyder det, og hvad er mest ‘rigtigt’? Og hvilke misforståelser kan der opstå?
Dagens brevkasse spørgsmål handler naturligvis også om lyst. Lyt til programmet her.

Program 5: Fandt Niels Erik Wegger kærligheden?

Niels Erik Wegger er med i sæsonen i 2023 af “Landmand Søger Kærlighed”. Han er en travl fyr, som også driver et landbrug med bl.a. 350HA planteavl og så har han et par udlejningsboliger og en vindmølle. Niels Erik meldte sig til programmet i søgen på kærligheden. Vejen til programmet var dog lidt snorklet. Hans venner havde nemlig meldt ham til programmet flere gange, men det var først i 2023, at han selv var klar! I dag taler Niels Erik og Simone om deltagelsen i programmet, og om alle de tanker, overvejelser og erfaringer det har givet. Lyt til programmet her.

Program 6: Psykisk vold er svært at få øje på

Skyggesiderne i parforholdet ligger ofte gemt bag en masse sårbarhed og tabuer. Men i dag skal de frem i lyset! Gustav Alshauge, der medvirkede i ‘Landmand søger kærlighed’ i 2023 på TV2, er med i studiet for at sætte ord på emnet ‘psykisk vold i parforholdet’ Vi skal høre Gustavs historie fra et tidligere parforhold, som har sat dybe spor – men som han ikke er bange for at sætte ord på. Det er en stærk- og følelsesmæssig episode denne gang – og husk, at du kan få hjælp, hvis du selv har oplevet- eller oplever noget lignende. Hvis du har brug for støtte og vejledning, så send en mail til Simone: simone@topagro.dk. Hun har tavshedspligt. Lyt til programmet her.

Program 7: Kærlighed i juletiden

Når vores håb og drømme for julen ikke opfyldes, så kan vi godt have svært ved at se, at ‘julen er hjerternes fest’. Vi stræber efter perfektion i juletiden – og hvis den ikke sad lige i skabet sidste år, så tager vi revanche i år – hvor alt skal være helt perfekt. Hvis du ikke er i et parforhold, så er julen helt sikkert en tid, hvor du vil blive spurgt ind til kærlighedslivet – eller mangel på samme. Jeg har taget et par tips med til dig i dag..
Denne måneds brevkassespørgsmål handler om de udfordringer der kan opstå, når svigerfamilien kommer på besøg juleaften – En udfordring som mange par nok kan nikke genkendende til! Lyt til programmet her.

Program 8: Skal jeg blive eller gå?

Juletiden er ovre, og rent statistisk sætter det nogle tanker i gang for dem, der er i et parforhold. Og faktisk er 72% af de danske landmænd gift med deres partner, så emnet er relevant at tage op her i programmet. De tanker, man kan få, kan for nogen betyde, at de spørger sig selv: Skal jeg gå eller skal jeg blive?
I dag ser vi nærmere på de forskellige muligheder du har, hvis dilemmaet er aktuelt for dig. Lyt til programmet her.

Program 9: Bypige søger bondemand

I denne måned tager vi emnet op “Bypige søger bondemand”. Det er nemlig så heldigt, at en ægte ekspert på området er med i studiet. Sarah Larsen, der deltog i “Landmand søger kærlighed” i sæson 2023, sætter sine egne ord på sin deltagelse i programmet, hvor hun blev kendt som ‘pigen i den røde kjole’. Omdrejningspunktet er hvordan det er at date en landmand og hvilke ting landmanden kan overveje at skrive bag øret, når han/hun skal på date. Lyt til programmet her.

Program 10: Livet som Landmandspar

Vi har taget hul på marts, og i denne episode har Simone taget et landmandspar med i studiet, nemlig Rasmus- & Nanna Stenbek!
Vi skal høre lidt om hvilke udfordringer det kan give, at have selvstændigt landbrug med en travl hverdag, og flere ansatte at forholde sig til i tide og utide, samtidig med at der kommer børn ind i billedet. Oveni hatten har Rasmus også en diagnose, og nogle ting i bagagen som har skabt udfordringer. Lyt med og få nogle gode råd til hvordan man kan gribe det an, når der opstår gnidninger i forholdet, og bud på hvordan man opretholder en sund work-life balance! Lyt til programmet her.

Program 11: Når drømmene ændres

Udkommer d. 06 april 2024